Om kunstneren
Phillina Kjærgård
Phillina Kjærgård
Om mig
Jeg er født i 1950.
Jeg har malet, siden jeg var helt ung, med perioder hvor penslen har ligget stille.
Jeg maler ud fra en indre fornemmelse, der får lov at vise vej.
Jeg maler blomsternes energi, det levende og sanselige, som bevæger sig gennem farver og lys.
Når jeg sætter mig foran lærredet, får det der vil frem, plads til at opstå.
Ofte opstår begyndelsen næsten umærkeligt. Som om billedet allerede er der og stille viser sig undervejs.
Jeg oplever, at billedet fortæller mig, hvad der vil frem. At jeg lytter mere, end jeg beslutter.
Da jeg var ca. 45 år, mistede jeg hørelsen, og måske er det netop i stilheden, at min kunst er blevet forfinet.
En lytning, der bevæger sig indad. Ind i det sansende, det stille, det som har sin egen form.
Jeg maler med hjertet.
Hvis den tænkende iagttager dukker op, må jeg lægge penslen fra mig.
For det er i nærværet, i flowet og i den åbne kontakt, at billederne får liv.
For mig er det en form for samtale.
Med farverne, med naturen og med noget, der rækker ud over det synlige.
Som en bevægelse mellem det indre og det ydre.
Mellem det vi kan se, og det vi kan ane.
Min største glæde er, når det der er kommet til mig, også finder vej til andre.
Når et billede vækker noget, skaber nærvær, åbner et rum eller bringer glæde ind i et hjem.